DER FORESTÅR EN GIGANTISK INDSATS MED AT BRINGE DET DANSKE VANDMILJØ I GOD ØKOLOGISK TILSTAND

Der har på det seneste været en heftig debat i medierne om iltsvind og svindende fiskebestand i de danske kystvande. Det har igen rejst krav til landbruget om for alvor at reducere kvælstofudledningen. Debatten er foregået sideløbende med, at en international evaluering af det videnskabelige og retlige grundlag for de danske vandmiljøplaner har været under udarbejdelse.

I samarbejde med Finansministeriet, Miljøministeriet og Landbrugsministeriet har Martin Enevoldsen fra KOBRA Advice faciliteret den internationale evaluering, som har været i gang siden foråret, og som er udført af uafhængigt panel bestående af forskere og juridiske eksperter fra Belgien, Tyskland, Sverige og Storbritannien.

Evalueringsrapporten er nu færdig og kan downloades fra Miljøstyrelsen via dette link

Svar til interessenterne og andet supplerende materiale findes under punkt 9.1 ”Second Opinion” på denne side

I KOBRA finder vi anledning til at fremhæve følgende konklusioner fra evalueringen:

  • De danske vandmiljøplaner hviler generelt på et solidt videnskabeligt grundlag, og de underliggende mekanistiske og statistiske modeller er førende og ”best practise” i en europæisk kontekst

  • Hvis tilstanden i de danske kystvande skal forbedres, er det helt nødvendigt at landbrugets kvælstofudledninger nedbringes.

  • Reduktion af fosforudledning og kemisk forurening er også påkrævet, og der er behov for øget indsats mod spildevandsoverløb ved ekstreme regnhændelser, men for de fleste vandområder bør det udgøre supplerende snarere end alternative indsatser til reduktion af kvælstofudledningen

  • De fleste vandområder i Danmark er langt fra målet om god økologisk tilstand, og fokus bør nu rettes mod at vedtage og gennemføre de virkemidler, der kræves for at bringe vores vandområder tilbage til den mere naturlige tilstand som EU-lovgivningen kræver

  • På enkelte punkter er der mindre behov for at justere modellerne, blandt andet så de stemmer bedre overens med den internationale kalibrering af, hvor grænserne for god økologisk tilstand går i østersøområdet ‒ og dermed også i de østlige indre farvande og fjorde som påvirkes heraf

  • Endelig har den retlige del af evalueringen fastslået, at det for visse vandområder potentielt er muligt at gøre undtagelser fra målsætningen om god økologisk tilstand, hvis særlige betingelser gør sig gældende. Der lægges op til en nærmere gennemgang mhp. at fastlægge for hvilke vandområder, der vil kunne gøres undtagelser

  • Undtagelser for individuelle vandområder vil som udgangspunkt kun handle om forlængelse af tidsfristen for opnåelse af målet, og en eventuel undtagelse forandrer ikke ved, at der vedvarende skal arbejdes for at forbedre miljøtilstanden i vandområdet

At arbejde for et bedre vandmiljø er et af fokusområderne for KOBRA, og i den forbindelse har vi gjort os nogle overvejelser om de fremadrettede miljømæssige og økonomiske perspektiver.